Bryllup fra helvede
Karen skal paa date med en politmand. Laes selv seneste indlaeg paa hendes blog. Jeg selv var lige ved at score en lesbisk kvinde i gaar. Og ikke hvilken som helst lesbisk kvinde… Jeg var til bryllup i gaar hos en fra arbejde. Jeg havde valgt at “gaa lidt til haande” for 200 dollars, men det skulle jeg aldrig have valgt, da hele bryllupslortet sejlede, og der var ingen fast grund i sigte (-Oev for en saetning, men jeg kan ikke faa mig selv til at redigere den vaek!) Jeg fik dermed hele dagen og natten til at gaa med at slaebe stole, borde, champagneglas, beskidte tallerkener frem og tilbage i det naermeste jeg nogensinde har vaeret i at overbevise mig om, at det hele blot var et mareridt. Saa absurd, grotesk og paa alle maader katastrofalt var det bryllup! The wedding rehearsal havde endda givet dem en forvarsel om, hvad der skulle komme. De ankom til den kinesiske restaurant hvor det skulle foregaa, for at finde ud af, at de var rykket ud i baglokalet. Derude var der ikke saa hyggeligt, saa da de insisterede paa at komme ind i restauranten, som de havde betalt for, blev de noget forundrede da den kinesiske mangaer sagde, at det kunne de kun, hvis de lovede at vaere ude om en time. De ignorerede dette og gik ind og begyndte middagen, for efter en halv time at blive afbrudt af ankomsten af et ungt kinesisk brudepar med dertilhoerende lyseroedt klaedte brudepiger og 500 slaegtininge, som var kommet helt fra Kina. What. Brudgommen gaar amok, og smadrer alt hvad han kan komme i naerheden af, bruden graeder ud hos Catherine, og det hele ender selvfoelgelig med at baade en bryllupsforberedelse og et kinesisk bryllup er oedelagt. Med saadan en forberedelse kunne man maaske kun forestille sig, at brylluppet ville blive mere vellykket. Det blev det paa mange maader ikke. Saa jeg hvirvlede rundt i mine hoeje haele og overdressed outfit og kaempede for at redde bare smaa broekdele af dette, der skulle vaere deres liv fest. Denne hvirvlen var der saerligt een kvinde, der lagde maerke til. Jeg kunne godt maerke at hun bagte lidt, men syntes hun saa saa dejligt venlig og genkendelig ud, saa jeg var bare med paa den, for at goere hende glad. Det var indtil jeg fandt ud af den kaliber af lesbisk kvinde hun var. Grunden til hun virkede saa genkendelig var fordi, hun er med i serien the L word, hvilken jeg paa et tidspunkt yndede at se meget! Hun er en af de list kiksede awkward lesbiske kvinder i den serie, men ikke desto mindre. Dette vare en powerlebbe af kaliber, saa jeg blev skraemt og bakkede hvirvlende ud af hele legen, saa hurtigt det faldt mig ind. Taenk hvad der ikke kunne ske, saa snart hin rigtigt fik snakket mig varm. Nae, nej. Ikke noget for mig! (Men serien er stadig god)
Filed under: NYC | 1 Comment
Let’s get busy
Nu er det vist paa tide at faa gang i sagerne herinde igen. Jeg ved jo at der er nogle stykker derhjemme, som er desperate efter at laese mine vittige og begavede ord igen, og ALLE jer vil jeg helt ikke holde hen laengere, saa here we go. Egentlig har jeg ikke saa meget at skrive om, jeg arbejder naesten hele tiden og ellers haenger jeg med den roedmossede, hvilket jo ikke affoeder de stoerste begivenheder. Arbejdet er efterhaanden rigtigt sjovt og jeg regner med at komme til at laere en del.
Altsaa, jeg er jo i New York og der sker saamaend nok absurde ting dagligt til at jeg kunne underholde i timevis. Jeg skal bare til at goere det til en vane at skrive hver dag, men jeg har travlt, vi har ikke saa godt net derhjemme , og det var hundens skyld (!)
I gaar hev jeg Karen med til et arbejdsrelateret magazine launch party paa en floddamper. Crowdet var desvaerre lidt for bogagtigt, saa det blev aldrig til en rigtig fest, men boeger fik vi da med hjem, og det er jo altid godt.
Men betragt dette indlaeg som en ny begyndelse. Fra nu af vil der vaere en treat om dagen at laese herinde.
Filed under: NYC | Leave a Comment
Kedelig søndag
Jeg har været fraværende på bloggen det sidste stykke tid. Til alle mine trofaste bloglæsere undskylder jeg. Grunden er arbejde! Derfor må jeg med det samme også undskylde for dette indlæg, som ikke kommer til at handle om noget som helst.
Jeg arbejder meget, og når jeg kommer hjem, er jeg smadret og ligger bare i sengen med Karen og Nunu og læser bøger og spiller kort indtil vi alle går omkuld ved ni- halvtitiden. Det er hårdt i New York. Alt er så professionelt her. Nunu kan slet ikke lide det og kræver hjemlig hygge i aften med madlavning og damernes omsorg. Jeg er derimod lidt betaget af det og føler mig helt karrierekvindeagtig og cool. Men på sigt er det nok ikke attråværdigt at være karrierefokuseret i New York. Du har nogle helt andre realiteter her end i Danmark. Du skal mindst arbejde ti elleve timer om dagen, hvis du bare er lidt ambitiøs. Lønnen er meget lavere her, samtidig med at alt andet er væsentligt dyrere – bolig, forsikring, evt. Skole eller anden børnepasning til børnene er så urimeligt dyrt og præget af at dem der kan betale mest får de bedste vilkår for basale behov som at gå til lægen eller modtage undervisning. Alle disse ting er alle danskere jo allerede klar over, men at se folk virkelig stå ansigt til ansigt med disse realiteter, har alligevel været pudsigt. Du bliver nødt til at være en overachiever her, ellers dør du i værste fald! Når man derfor er betaget af den drivkraft new yorkerne har, bør man tænke på, at det er en kraft, der er et nødvendigt resultat af et samfund, som ikke har lyst til at tage sig af dem, der ikke har drivkraften…
Stadig er det sjovt at være en del af det hektiske liv for en periode.
Filed under: NYC | Leave a Comment
Poets do it write
The Moth holder to gange om måneden også deres storySLAM nights, hvilket jeg ikke er fan af. Det er the bohemian poetryslam way to do it, som jeg bare ikke kan snuppe. Jeg får det ret dårligt til den slags “litterære” arrangementer, og plejer naturligvis at holde mig langt væk. Af og til bliver man da forvildet ud i dem, og jeg har ALDRIG haft en positiv oplevelse udover én enkelt linje, jeg engang hørte, og som lød “Penelope har karse i munden”. Det er prætentiøst og hysterisk (linjen ligeså…), og dem der råber højst får de bedste vurderinger af det meget lidt kyndige publikumsdommerpanel. Oh my god. Jeg kan ikke lide det! Det var da også med dette anstrengte forhold til hele the spoken word genren, at jeg frygtede for min første aften på the mainstage. Men her er historierne ikke indøvede (som de bestemt er hos slammerne) men derimod af en professionel instrueret. Historierne er selvfølgelig personlige og nærværende, men de er godt struktureret, og derfor interessante. Lidt ligesom en novelle, som også er subjektiv. Hvornår har spoken word så sin gyldighed? Slam bliver i hvert fald af de fleste ikke betragtet som en kunstart, og det er der en grund til!
Filed under: NYC | 3 Comments
the afterMOTH
Ok, Jeg var til The Moth i onsdags, og det første der slog mig var de omgivelser, begivenheden blev holdt i. Rammerne var The Players Club, som indtil for få år siden udelukkende var en klub for de største players i New York. Ingen kvinder, og vist nok heller ikke sorte medmindre de var styrtende rige, havde adgang. Lokalerne var højloftede og udsmykkede med guldlysekroner, velour på væggende og enorme malerier af de tidligere players. All right!
Måske fordi denne aften var the Season Premiere, var gæsterne fortrinsvis prominente og meget rige at se på. Jeg var totalt underdressed, da ingen af de andre fik fortalt mig, at man altså tog fint fint skiftetøj med til disse aftener! Mig underdressed? Det sker ellers næsten aldrig, og jeg følte mig selvfølgelig meget beklemt. Det sker ikke igen!
Storytellerne var gode. Især den ultratykke Mike Daisey, som fortalte sin historie om at komme til casting hos Todd Solondz, hvor han fik lov til at voldsnave og -befamle den lillebitte og smukke Mena Suvari, efter han havde øvet en scene, hvor han skulle lade som om han stak sine fingre ind i en lille babys tissekone!!! Whoa, der var knald på!
Billeder fik jeg aldrig taget… De kommer næste gang.
Filed under: NYC | 2 Comments
The Moth
I aften skal jeg til mit første storytelling show på The Moth, så billeder og kommentarer vil nok være til at se og læse her i morgen. Jeg håber på det bedste, men nu nærer jeg jo i forvejen ikke en kæmpe kærlighed for the spoken word, så det bliver lidt spændende! Jeg har dog set nogle videoer af deres bedste storytellers, og nogle af dem er ganske gode. Men hvornår er det litterær underholdning og hvornår er det egentlig bare regulær stand-up a la Woody Allen i sin tid? Det må jeg lige finde ud af. Temaet er i hvert fald “Guess What. Stories of the unexpected”, så det passer jo meget godt.
Filed under: NYC | Leave a Comment
Kærlighed ved første blik?
Vi er nu ved at være godt etablerede i den ny lejlighed. Her er ret fedt i området. East Village er virkelig cool og meget stemningsfuld. For at komme op i vores bygning skal man op ad en smal metaltrappe, ligesom dem man ser på film. Det er fedt. Og ud til gården, har vi en semibalkon i form af vores brandtrappe, ligesom dem man ser på film.
I det hele taget er New York oplevelserne præget af, hvad man tidligere har set på film. Det er måske det, der gør den så interessant. Millioner af mennesker må komme hertil og have fornemmelsen af fortrolighed med byen, fordi de rent faktisk allerede kender den ud og ind. Man har set det hele før, bare på film.
New York er ret fantastisk. Men jeg havde også store forventninger til den. Når folk har talt om New York hjemmefra, er de nærmest gået i ekstase af begejstring. Denne voldsomme begejstring har jeg ikke fundet endnu. Men jeg har måske heller ikke brugt byen så intenst endnu, da jeg jo ved, at jeg skal være her i et stykke tid. Dunno. Byen er stadig fantastisk, så jeg har ikke noget problem med at skulle være her, jeg havde måske bare forestillet mig den øjeblikkelige kærlighed for byen ville indtræffe. Men som i mit egentlige kærlighedsliv må jeg nok indstille mig på at også byen New York skal arbejde hårdt for at fortjene mere end bare min interesse. Sådan er det med Tjalli!
Filed under: NYC | Leave a Comment
billeder fra lejligheden
Anden aften i vores nye lejlighed. Vi har suppleret vores gadefund (læs Karens blog om gårsdagens klunseri her!) med et autentisk cafébord og en stol. Fint fint. Nu mangler vi bare nogle planter, og lidt balsamico! Se billederne!
Filed under: NYC | 3 Comments
Selvcensur
er ikke noget, jeg troede, jeg selv benytter mig af. Det gør jeg! Det har jeg da virkelig fået slået fast efter at have mødt amerikanerne. Amerikanerne har absolut ingen form for selvcensur! Endnu elsker jeg det, men jeg tror, jeg vil komme til at have et anstrengt forhold til det, inden jeg forlader byen.
På gaden råber, synger og diskuterer man højlydt. Også alene. Man fortæller gerne sidemanden i metroen, ham der står foran én i toiletkøen eller damen der er ved at ekspedere dig på posthuset om juridiske problemer, tidligere voldelige forhold eller intimhygiejniske problemer. NO SHIT: Det har jeg hørt i dag!
Filed under: NYC | 1 Comment
B&H
Jeg havde min første dag på The Moth i dag! Men det var slet ikke dagens højdepunkt. Næ, det var B&H!
B&H er en kæmpe butik for elektronik! Altså vi taler USA kæmpe. Størrelsemæssig er den vel på størrelse med Fona2000 hvis man lægger deres tre etager sammen på samme dæk. Den er dog propfyldt med alt muligt. Der er række efter række med alle mulige dimser fra elektronikkens verden. Hvor mange arbejder der i Fona2000 på én gang? 30? Højst. Her var der mindst 200 på arbejde samtidigt, og jeg tror nærmere vi taler 300! De var over det hele. Men det var nu ikke det mest besynderlige. Næ, det, for mig, temmeligt absurde var, at alle medarbejderne var ortodokse jøder med hue og krøller på bakkenbarterne. Det var et syn for Gud! Thilde måtte bryde ud i rungende latter, så snart hun fik orienteret sig en smule. Ikke en hånende latter, men nærmere en forbløffet latter.
Og så har jeg sjældent fået bedre service. Det var ikke særligt effektivt, da man skulle igennem en masse forskellige kasser, for at få udleveret en ny kvittering mod afgivelse af den, man lige havde fået (nok grunden til de mange ansatte). Men de var alle upåklageligt rare.
Jeg er virkelig blevet så begejstret for denne absurde technojødetidslomme, at jeg vil prøve at få lokket Karen med derhen på Labour Day!
Filed under: NYC | Leave a Comment
Medblogbogstaver's Weblog 